Kildehaven har både pædagogiske og sundhedsfaglige medarbejdere, og der er medarbejdere på arbejde døgnet rundt.

På Kildehaven er der langt mere fleksible faggrænser end mange tilsvarende arbejdspladser. Alle medarbejdere har praktiske opgaver, der rækker ud over, hvad der almindeligvis knytter sig til deres fag. Denne arbejdsfordeling skal sikre fleksibilitet i planlægningen og give beboerne så hurtig og så tæt kontakt til medarbejderne som muligt.

Det er en bærende værdi på Kildehaven, at det er medarbejderen, der indretter sig efter beboerne og ikke omvendt. Det er f.eks. ikke medarbejdernes arbejdstider, der afgør, hvornår beboerne skal stå op og i seng. Det bestemmer beboerne selv, og medarbejderne indretter deres arbejde efter det.

Dialog, respekt og anerkendelse er væsentlige pædagogiske værdier for de ansatte i Kildehaven.

Kildehaven arbejder med neuropædagogik som fælles reference. Neuropædagogik er ikke forbeholdt pædagoger, alle medarbejdere arbejder ud fra denne tilgang. Målet er at understøtte og fremme beboernes kompetencer under hensyntagen til de funktionsnedsættelser, den enkelte har. Kildehaven arbejder med den anerkendende tilgang, så beboerne får mulighed for at bruge sine stærke sider.

Pædagogiske visioner

Vision
Vi kan, vi vil og vi gør sammen

Mission
Skabe et trygt stimulerende miljø, der giver mulighed for personlig og faglig udvikling.

Værdier
Anerkendelse, respekt, tillid, fællesskab, samarbejde og selvbestemmelse.

Kildehaven ønsker at give unge voksne med funktionsnedsættelse mulighed for:
Mere ansvar – Mere frihed – Flere valgmuligheder – Større udfordringer i hverdagen

Kontaktperson

I Kildehaven Boliger har alle beboere to-tre kontaktpersoner, som har en uddannelsesmæssig baggrund som pædagog, pædagogisk assistent, sygeplejerske, social- og sundhedsassistent eller anden baggrund.

Beboernes ønsker vedr. kontaktpersoner vægtes højt, men der ses derudover på, at det er forskellige faggrupper, der er tilknyttet hver beboer.

Med udgangspunkt i Kildehavens vision har kontaktpersonerne særlig fokus på og kendskab til beboerens personlige, emotionelle og sociale liv, og beboerens livshistorie

Det gode ungdomsliv

Beboere fra Kildehaven giver herunder deres bud på det gode ungdomsliv:

  • Være sammen socialt her på kildehaven
  • Fest og farver – humor
  • Store øl og smukke damer
  • Ture ud af huset
  • Se på motorcykler
  • Hygge ved shelter
  • Gode og stille stunder os beboere imellem
  • Festival og koncerter
  • Tage til Danmark hurtigste bil i Jylland, det er en fed oplevelse!
  • Hænge ud med kendte mennesker og blive fotograferet sammen med dem
  • Der har været holdt drengeaften med blandt andet stripshow med professionelt stripper.
  • Pigerne har haft pigeaften hvor der er hygget med en masse kreative ting.
  • Det har været fedt at holde foredrag omkring hvordan det er at være handicappet og hvordan vores liv er her på Kildehaven. Næste gang må det godt være et gymnasium vi holder foredrag for.