Aktiviteter er en stor del af Kildehaven og beboerne kan frit vælge til og fra efter behov og interesse.
Der foregår mange forskellige aktiviteter i Kildehaven. Hvert år udarbejdes ved årets start en års-kalender med de mere faste aktiviteter, som beboerne kan deltage i efter behov og interesse.
Beboerne i Kildehaven medinddrages i beslutningerne om aktiviteterne, som spænder bredt. Der er i løbet af året mange festivalbesøg, koncertbesøg, ferieture til europahovedstæder, ferieture til sommerhuse i Danmark eller solbeskinnede strande i udlandet. Der er mange ture i biografen, til bowling, skydning, svømning, museumsbesøg mm.
Kildehaven har egen idrætsforening; Kildehaven Handicapidrætsforening. Den er åben for medlemskab for alle interesserede og har fast træning hver mandag aften. I året løb har foreningen mange varierende aktiviteter – alt efter årstiden.
Idrætsforening
Idrætsforeningen Kildehaven – Tilpasset idræt for alle, er opstået i Kildehaven, men er åben for ALLE interesserede. Flere uden for Kildehaven har benyttet sig af dette.
Idrætsforeningen er anerkendt af Holbæk Kommune og er ligeledes med i Dansk Handicapidræts Forbund.
Idrætsforeningens aktiviteter følger årets gang med indendørs aktiviteter i Svinningehallen om vinteren og gå- og cykelture om sommeren. Begge dele sker mandag aften.
Idrætsforeningen råder over en del grej og udstyr til inde- og udebrug.
Udendørs gælder dette en samling af specialcykler, både solo med støtte og duocykler med og uden elmotor.
Idrætsforeningen svømmer i Jyderup Svømmehal en søndag hver måned, hvor vi har svømmehallen for os selv. Vi har vores egen samling af svømme- og redningsveste fra TRYG-fonden.
Har du lyst til at være frivillig eller medlem af idrætsforeningen kan du kontakte Annica Granstrøm på annica.g@outlook.dk.
Ferie
Beboerne i Kildehaven er som mange unge mennesker, meget rejselystne. Medarbejdere i Kildehaven støtter og ledsager gerne på beboer-ferier, festivaler mm, i det omfang den enkelte beboer har bevilling til ledsagelse enten §97 og/eller §85.
Kildehaven dækker lønudgifter til medarbejderen under ledsagelse til ferie mm, mens beboeren dækker udgiften for rejse og kost til medarbejderen.
Mange af Kildehavens beboere har gennem årene benyttet sig af muligheden for at komme ud og rejse og har herigennem haft mange fantastiske oplevelser under andre forhold og i selskab med medarbejdere på Kildehaven. Under ferierne opleves der ofte at der skabes gode relationer mellem beboer og medarbejder.